Skip to main content

Penge tilbage fra DR

Oprettet d. 17. april 2024

Artikel fra FINANS

PRIVATØKONOMI
 

Penge tilbage fra DR? Her forventes afgørelsen at komme

Det er efterhånden en del år siden, at 283.000 danskere tilmeldte sig et gruppesøgsmål mod Skatteministeriet.

 
Artiklens øverste billede
Siden 2022 er DR-licens blevet opkrævet gennem skatten.

Det er næsten seks år siden, at 282.813 danskere tilmeldte sig et gruppesøgsmål mod DR og Skatteministeriet gennem Foreningen Kræv Licensmoms Tilbage.

Med mulighed for at få tusinder af kroner tilbage fra DR-licensen, hvis retssagen vindes.

Nu er der for alvor kommet fremskridt i sagen, der er blevet kaldt danmarkshistoriens største gruppesøgsmål.

I marts blev en række spørgsmål mundtligt forhandlet ved EU-Domstolen. Herfra er bolden sendt videre til EU-Domstolens generaladvokater, som den 12. september vil komme med en udtalelse om sagen.

Når udtalelsen er landet, vil EU-Domstolen afsige sin dom og sende sagen til Østre Landsret, som så kommer med en endelig afgørelse.

Ifølge advokat Claus Holberg, der fører sagen på vegne af de knap 283.000 danskere, giver det nu en realistisk tidsramme at forholde sig til.

»Jeg håber, at vi har en dom fra EU-Domstolen inden årets udgang. Men derfra skal sagen jo videre til Østre Landsret. Så realistisk set skal vi nok ind i 2025, inden vi har afklaring,« siger han og forklarer, at generaladvokaternes udtalelse bliver en god indikator for, hvordan sagen ender.

Hvor stor er chancen for, at de tilmeldte til gruppesøgsmålet får penge tilbage fra DR-licensmomsen?

»Jeg synes, at vi står stærkt og har gode muligheder for at vinde sagen,« siger Claus Holberg.

Ifølge ham har EU-Kommissionen bakket op om, at DR i årevis opkrævede ulovlig moms på licens.

Gennem årene har der cirkuleret forskellige beløb i medierne, om hvad de tilmeldte til DR-gruppesøgsmålet kan få tilbagebetalt, hvis sagen vindes.

Foreningen kræver licensmoms tilbagebetalt over en 10-årig periode. Det vil ifølge beregninger fra foreningen give hvert medlem op mod 5.000 kr. ved fuld opbakning i retten.

Momsen udgjorde omkring 500 kr. pr. husstand om året. DR har opkrævet momsen på vegne af skattemyndighederne, der afviser, at licensmomsen er ulovlig.

DR udtrådte af sagen for år tilbage, så sagens partner nu er licensbetalerne i foreningen mod Skatteministeriet.

Ud over søgsmålet fra Foreningen Kræv Licensmoms Tilbage er der rejst mindst to yderligere sager.

Hvis retten slår fast, at licensmomsen er ulovlig og beordrer pengene tilbagebetalt, kan man kun være sikker på at få del i tilbagebetalingen, hvis man deltager i et af søgsmålene.

Siden den 1. januar 2022 har det været politisk besluttet, at licens opkræves over skatten frem for gennem licenskontoret i DR.